Eigi einhamr. Jernalderens guldbrakteater og den åbne krop som form

Jernalderens guldbrakteater er et velkendt arkæologisk materiale. Bogen præsenterer læseren for en række karakteristiske billedtemaer og analyser af guldbrakteaternes udviklingshistorie i Skandinavien. Under inspiration af Asger Jorns kunstneriske syn på brakteaternes billedverden anskues de som billeder i deres egen ret.

Forfatteren er samlings- og forskningsinspektør på Holstebro Kunstmuseum, Teresa Østergaard Pedersen, og med hendes baggrund i både kunsthistorie og arkæologi lykkes det at bygge bro mellem to fagområder med dette tværfaglige studium.

Bogen er udgivet af Jysk Arkæologisk Selskab i 2021 i samarbejde med Holstebro Kunstmuseum med støtte fra Ny Carlsbergfondet . 234 s., rigt illustreret, hardback.

Nærmere om bogens indhold

Først lidt leksikal viden:

Eigi einhamr betyder: ”ikke kun én ham”, hvor det sidste ord betyder ydre, form eller udseende.   

Brakteat (latin: brakteätus/braktea) betyder: tynd metalplade eller guldblik.
_
Brakteater er hovedsageligt fremstillet i Skandinavien i 400-500-tallet, hvilket vil sige Jernalderen og Folkevandringstiden. Der er fundet 1088 brakteater i 2020, men arkæologer og detektorfolk finder stadig nye.

Brakteaterne er ca. 2-5 cm i diameter og forsynede med en øsken, således at de kunne bæres i en snor eller kæde og hænges om halsen. Ofte er øskenerne mærkede af slid. Der er fundet brakteater i kvindegrave, men da de også er fundet i nedgravede deponeringer, er det ikke muligt at sige, at det var kvindesmykker. De første brakteater var dobbeltprægede efterligninger af romerske kejsermønter og -medaljoner, men senere er de kun prægede på den ene side, og billederne på dem kan være inspirerede af romerske motiver, af myter eller af guldsmedens fantasi.

Kunstneren Asger Jorn havde planer om et 32 bind stort værk om nordisk folkekunst i 10.000 år i de fem skandinaviske lande. I starten sammen med arkæologen professor P. V. Glob. Jorns kongstanke var, at brakteaternes billede skulle tale for sig selv uden arkæologernes mere skematiske og systematiske metoder. 

Brakteaterne skulle ikke ses som ”kunst” eller finkultur, men som ”billeder” eller populærkultur. Brakteaterne var skabt i en oral kultur; skriftkulturen dukkede først op 600-800 år senere. I Jorns sammenlignende metode eller synsmåde var der billedmæssige slægtskaber på tværs af tid og rum. For Jorn var fagfolk forfaldet til et teknisk stilsystem og et mytologisk illustrationssystem, hvor brakteaterne skulle inddeles efter et system, og billederne skulle vise en bestemt myte eller mytologi. Dette udelukkede fabulering, magi, animisme og stoflighed. Jorn ville fortolke billeder fra en oral kultur. De første kapitler i bogen drejer sig om Jorns tanker og ideer, hvilket der også gives et eksempel på sidst i bogen, med hans fortolkning af billeder af Sigurd Fafnersbane, som sutter på sin finger, hvorpå der er kommet sovs fra stegning af dragen. Læs mere